Min eks (36M) og jeg (35F) var sammen i 4 år og havde et meget giftigt forhold. Vi elskede hinanden umådeligt meget, men kæmpede hele tiden og fik det allerværste frem i hinanden.
Hovedproblemet var, at jeg havde brug for mere fra ham, end han var i stand til at give, da jeg har en ængstelig tilknytningsstil, og han har en undgående tilknytning.
Selvom det ikke virkede, tog det os begge lang tid, før vi kunne slippe hinanden.
Vi tog ingen kontakt i 5 år efter vi slog op og slettede hinanden på sociale medier også.
Jeg har brugt de sidste år på at være vred på ham, men på det seneste har jeg arbejdet meget på mig selv, og den vrede er blevet løftet. Siden for nylig er jeg endelig i stand til at se mine egne fejl, der bidrog til toksiciteten for alle de år siden.
Jeg besluttede at kontakte ham igen efter alle disse år, fordi jeg håbede på at få en form for lukning, da vi gik fra hinanden i en kæmpe kamp, og det stadig generede mig en smule fra tid til anden. Jeg tænkte, at en venlig samtale måske kunne hjælpe med det.
Han var glad for at høre fra mig og svarede tilbage på en meget venlig måde.
Det er en måned siden nu, og vi har snakket uafbrudt og endda mødtes to gange til kaffe. Kemien mellem os er sindssyg, ligesom den var i begyndelsen, da helvede endnu ikke var brudt løs. Vi er begge meget forvirrede og har en slags følelser for hinanden igen, selvom vi begge er i seriøse forhold, som vi begge er tilfredse med.
Jeg har arbejdet hårdt på mig selv og min usikkerhed siden da og er vokset meget. Jeg vil ikke selvsabotere ved at gå videre med dette, fordi jeg indser, at dette kan være traumekærlighed, og de intense følelser er baseret på kaos. Men disse følelser virker så ægte, og jeg bliver ved med at tænke på, at det måske denne gang faktisk kan virke. Jeg er vokset meget og er blevet meget mere moden og meget mindre angst, hvilket får mig til at tænke på, at vi denne gang måske passer bedre.
Jeg ved, at det bedste ville være at afbryde al kontakt igen, især fordi jeg har det meget dårligt med vores partnere og ikke ønsker at være dem utro. Men jeg kan bare ikke lade være med at tale med ham, og jeg tænker på ham hvert sekund af dagen. Jeg er bange for, at jeg vil ødelægge mit forhold uden grund.
Er jeg skør, eller kan dette være ægte kærlighed?