Min mor og et par drenge har sagt dette til mig, og jeg havde altid børstet det fra mig, men nu har det generet mig lidt, og jeg føler mig lidt som et dårligt menneske.
Jeg er kun 20, og jeg har aldrig rigtig følt, at jeg var forelsket før. Jeg har været i et forhold, hvor jeg følte, at jeg holdt meget af ham, men ærligt talt var det aldrig for dybt i min ende, og jeg indrømmer, at jeg stadig ledte andre steder, så det er nok det bedste, at det er sluttede. En anden fyr, som jeg troede, jeg virkelig holdt meget af, startede oprindeligt som et 8 måneder langt crush. Til sidst fortalte han mig, at han havde det på samme måde, så det var vores chance, men jeg endte med at skælde ud over ham og rejste på college. Han fik en kæreste senere, og jeg fortsatte med at blive hængt på ham i de næste par år. Da vi talte i telefon efter et år eller deromkring, sagde han, at han følte, at jeg kun var interesseret, når han ikke var tilgængelig, og at så snart vi fandt sammen, ville jeg op og forlade ham.
Nu var det en fyr, jeg virkelig havde følelser for … eller i det mindste, det tror jeg, jeg havde. Men hver gang vi skulle hænge ud, blev jeg altid utilpas og lod aldrig rigtig forholdet materialisere sig. Nu føler jeg mig lidt sur på mig selv, som om jeg selv har saboteret potentielt rigtig gode forhold uden nogen grund overhovedet. Tror du, at det bare er fordi jeg er ung og ikke har fundet den endnu? Jeg indså dette om mig selv, at jeg har en tendens til at afvige meget, og jeg ønsker at forbedre mig. Jeg føler mig som en idiot, fordi jeg føler, at jeg mistede min chance med ham, da jeg ikke bekræftede eller afkræftede, hvad han sagde, og vi har ikke talt sammen i en måned.